NFB - december 2025 - Flipbook - Page 11
Øl skal da lagres i trætønder
Tommy Bagger
følger sine øls
udvikling tæt
og vurderer
løbende,
hvilken type
egetræsfad
som egner sig
bedst til hver
enkelt øl.
I jagten på duft og velsmag
modner Tommy Bagger sit øl
på egetræstønder, der før har
indeholdt cognac, whisky eller
vin. På hans gård i Vestjylland
tæt på Vesterhavet kan turister
få en oplevelse ud over det
sædvanlige.
- Det er en udfordring at hælde en Lys Ale på
et Kentucky Bourbon-fad, men den bliver lækkert sødmefuld, fed og cremet. Det samme på
Chardonnay- eller Moscatel-fade bare i en anden retning. Derimod tager en Stout eller kraftig
Barley Wine med tiden en blødere, dybere og
mere kompleks retning på Kentucky Bourbon,
siger Tommy Bagger, som konstant er på jagt
efter den gode smag.
Med 150 rejsedage om året har ingeniør
Tommy Bagger været vant til at begå sig i
alskens sammenhænge med et væld af forskellige mennesker. Men det er på sit gårdbryggeri, WestBrew, nord for Varde, at han
befinder sig bedst.
- Der findes så meget falskspilleri ude i verden. Jeg har brug for noget ægte, og det finder
jeg ved at følge øllets naturlige udvikling her,
siger Tommy Bagger og slår ud med armene mod gæringskar, ståltanke og et væld af
egetræstønder.
Trætønder i et bryggeri? Ja, Tommy Bagger nørder med at granske, hvordan hans
forskellige øltyper modnes, når øllet får kontakt med træets porer, som bidrager med
nuancer af vanilje, krydderier og tanniner.
Og hvordan øllet tager smag fra den cognac,
whisky, bourbon, rødvin eller hvidvin, som
har boet i tønderne og stadig gemmer sig
inde i egetræet.
Han og hustruen, Conny Fischer, har indrettet loftsetagen over bryggeriet med bløde
sofaarrangementer, rustikke standerlamper
og borde med kandelaber, alt sammen med
udsigt til brygudstyr og egetræsfade.
- Vi vil gerne tiltrække nogle af de 10 millioner naturinteresserede turister, som hvert år
besøger Vestkysten. Her kan de nyde øl på naturens ærlige råvarer i hyggelige omgivelser, siger
Tommy Bagger, som gerne anvender porse,
enebær og havtorn fra Vadehavet i sine øl.
Oppe på loftet viser Tommy Bagger et
stort, firkantet metalkar frem. I det har han
tænkt sig at vildgære øl med naturlige gærceller, der skal bæres ind gennem åben ventilation i taget.
Deroppe står også to lerfarvede terracotta-krukker, som han leger med til modning af
sit øl. Det er ikke faldet så heldigt ud endnu,
men sådan går det, når man eksperimenterer.
VILDE GÆRCELLER IND GENNEM TAGET
Nyt fra Bryggeriforeningen
LYKKEBRINGENDE VEJ TIL
KVINDELIGE GANER
Andre gange er resultatet lykkebringende.
Som da Tommy Bagger lod en fed Lys Ale
hvile i seks måneder på solbær i en ståltank
og derpå modne i to år på Cabernet Sauvignon-fade. Denne røde Cassis Ale er nu en del
af WestBrews faste sortiment og taler særligt til kvindelige besøgende med sin let syrlige friskhed kombineret med solbærsødme.
- Det er superspændende at finde vej til
kvinders præferencer. Men generelt er det pissesvært at sælge fadlagret øl i Vestjylland. Det
er derfor, vi gerne vil have fat i turisterne, siger
Tommy Bagger.
Han har gearet markant ned for sin rejseaktivitet, men når han har brug for at investere i udviklingen af WestBrew, tager han
lige en tur til USA som projektleder.
- Nogle mennesker sparer op til pensionen,
jeg køber egetræstønder, smiler Tommy Bagger.
11