NFB Juni 2024 - Flipbook - Page 3
Par, der begge drikker
alkohol, lever længere
Du har udsigt til et længere liv,
hvis du og din partner drikker
øl eller andre drikkevarer med
alkohol i moderate mængder.
Det viser en amerikansk
undersøgelse blandt 9312
personer i en periode over ti år.
Ægtepar eller samboende, der drikker
moderate mængder alkohol, får et længere
liv end par med intet eller et stort indtag af
alkohol.
Det konkluderer en undersøgelse foretaget
af forskere ved University of Michigan i USA.
Det amerikanske forskerteam sammenlignede besvarelser fra 9312 personer på
over 50 år om deres drikkevaner fra 1996 til
2016 med disse personers dødelighed.
Det viste sig, at dødeligheden var 24%
højere for par, som ikke drak alkohol, end for
par med et moderat alkoholindtag.
Dødeligheden var tilsvarende højere for par,
hvor den ene partner drak alkohol, mens den
anden partner ikke drak alkohol.
”Par med et overensstemmende alkoholindtag levede længere end par med et
uoverensstemmende alkoholindtag, og begge
personers drikkemængde havde betydning
for deres overlevelse, idet et let/moderat
alkoholindtag var forbundet med bedre
overlevelsesrater sammenlignet med intet
alkoholindtag og med et stort alkoholindtag”,
konkluderer forskerne i en forskningsartikel i tidsskriftet The Gerontologist.
Eksempelvis levede hustruer til mænd
med et alkoholindtag på 2-10 genstande
om ugen længere, hvis de selv drak 2-7
genstande om ugen, end hvis de undlod at
drikke alkohol.
OGSÅ STØRRE LIVSKVALITET
OG LÆNGERE ÆGTESKAB
Resultaterne i undersøgelsen stemmer
godt overens med andre undersøgelser,
der viser, at ægtepar med samme drikkemønster både oplever større kvalitet i
deres samliv og er gift i længere tid.
De amerikanske forskere konstaterer
også, at deres konklusioner er samstemmende med ”mange studier, der har
Nyt fra Bryggeriforeningen
indikeret, at let/moderat alkoholindtag er
associeret med bedre overlevelsesrater”.
Ganske vist har kritikere af disse mange
studier anført, at studierne kan være misvisende, fordi afholdende personer muligvis
undlader at drikke alkohol, fordi de har en
sygdom, hvilket kan give en overrepræsentation af syge personer i denne gruppe
af personer. Forskerne bag undersøgelsen
har derfor screenet for kroniske sygdomme blandt deltagerne, uden at det dog har
rokket ved konklusionerne.
Lektor på Københavns Universitet Jannie
Nielsen kalder i Berlingske studiet for
”solidt”.
- Det er interessant, at par, hvor begge drikker,
lever længere end de to andre typer par. Særligt
er det interessant, at de lever længere end dem,
der slet ikke drikker, siger Jannie Nielsen, der
forsker i, hvordan partnere påvirker hinanden, og hvad disse mekanismer betyder for
vores sundhed generelt.
Studiet er finansieret af National Institute
on Alcohol Abuse and Alcoholism og offentliggjort i The Gerontologist.
Forskerne bag
undersøgelsen har
ikke undersøgt,
hvilken type drikkevare der er bedst at
skåle med sin partner
i. Men øl er da et godt
bud.
3