NFB - juni 2026 - Flipbook - Page 8
En god vært tilbyder alkoholfri øl
3 ud af 4 danskere synes, det er godt værtskab at tilbyde gæster alkoholfri øl som alternativ til drikkevarer
med alkohol. Der er betydelig forskel på, hvad kvinder og mænd mener. Det viser en undersøgelse, som
analyseinstituttet Verian har foretaget for Bryggeriforeningen.
I takt med at danskernes smag for alkoholfri
øl fortsætter med at udvikle sig i positiv retning, stiger deres forventninger til, at venner
og familie stiller alkoholfri øl på bordet, når
de inviterer til sammenkomster.
45 % erklærer sig enige i, at det er godt
værtskab at tilbyde gæster alkoholfri øl som
alternativ til drikkevarer med alkohol, mens
30 % er overvejende enige. Sådan lyder resultatet i en undersøgelse, som analyseinstituttet Verian har foretaget på vegne af
Bryggeriforeningen.
Der er dog langtfra fuld overensstemmelse mellem kønnene. 53 % af kvinderne er enige i udsagnet, mens andelen af enige mænd
er på 36 %.
LEVER IKKE OP TIL EGNE
FORVENTNINGER
Der er endnu et stykke vej før venner og familie lever op til forventningerne. Blot 5 %
af de adspurgte svarer ”altid”, når de bliver
spurgt om, hvor ofte venner og familie sørger for, at der er alkoholfri øl til rådighed, når
de spiser hos dem. 16 % svarer dog ”ofte” og
22 % svarer ”af og til”.
Interviewpersonerne lever heller ikke selv
helt op til deres egne forventninger til godt
værtskab. 42 % af dem sørger for at have
alkoholfri øl til maden, når de har inviteret
gæster til frokost eller middag – enten ”altid”, ”ofte” eller ”af og til”, ligeligt fordelt på
de tre svar.
- Det er meget positivt, at så mange af os
har en forventning om at få tilbudt alkoholfri
øl, når vi bliver budt på drikkevarer af venner
og familie. Men flere af os kan tilsyneladende
godt blive bedre til at udfylde værtsrollen, hvad
det angår, siger Bryggeriforeningens direktør
Nick Hækkerup.
MERE END 100 FORSKELLIGE
ALKOHOLFRI ØL
Salget af alkoholfri øl er femdoblet siden
2014, viser indberetninger fra Bryggeriforeningens medlemmer. Stigningen var på 8
% i 2025, og i år ventes forbruget for første
gang at runde 10 millioner liter alkoholfri øl.
Med den stigende popularitet får forbrugerne også et større udbud at vælge imellem.
8
- Vi forventer, at vores medlemmer i år brygger mere end 100 forskellige alkoholfri øl, siger
Nick Hækkerup.
Undersøgelsen er gennemført 28/05 –
03/06 2026 og er baseret på webinterview
med 1015 repræsentativt udvalgte personer
på 18 år eller derover.
Nyt fra Bryggeriforeningen