Nyt fra Bryggeriforeningen 2023 - December-test05 - Flipbook - Page 9
Koncentreret glæde for
Danmark
Allerede 100 meter før man
svinger bilen ind foran CORO’s moderne, cylinderformede hovedbygning med høje
glaspartier, støder man på
en enorm lagerfacilitet med
ventende lastbiler. Og på begge sider af den transparente
cylinder strækker sig flere af
den danske saftvirksomheds
lager-, produktions- og administrationsbygninger.
Men selv om CO-RO fylder godt her i
udkanten af Frederikssund, trænger
produktions- og lagerbygningerne til
en tidssvarende opgradering for at
følge med salget af produkter som
Sunquick, Suntop og Sun Lolly i mere
end 80 lande. Derfor er CO-RO i gang
med at bygge et moderne, fremtidssikret produktionsanlæg for at fastholde
sine aktiviteter og en konkurrencedygtig produktion i Frederikssund.
- Vi er glade for at være i Frederikssund,
som har gode rammebetingelser og kvalificeret arbejdskraft. CO-RO har været her
siden 1967, og vi ønsker også at være
her de næste 50 år, siger administrerende direktør Søren Holm Jensen over
en kop kaffe inde i det gennemsigtige
hovedkvarter.
10 MILLIONER SMIL
Som udenforstående kan man godt
undre sig over, at CO-RO er tilfreds
med at ligge i Danmark. For virksomheden importerer frossen appelsinsaft
fra Brasilien, der på fabrikken i Frederikssund anvendes som råvare i et
saft-halvfabrikat (compound), som
eksporteres til partnere i en række lande, hvor det så forarbejdes til færdigvarer tilpasset de forskellige markeder.
- Vi har naturligvis regnet på, om det kan
betale sig at ændre forretningsmodellen.
Men den giver fortsat god økonomisk meNyt fra Bryggeriforeningen
NYT
MEDLEM
CO-RO’s administrerende direktør, Søren Holm Jensen, i CO-RO’s moderne, cylinderformede hovedkvarter.
ning, blandt andet fordi den compound,
som vi producerer her, ikke bliver belagt
med told på niveau med en færdigvare,
forklarer Søren Holm Jensen.
CO-RO blev stiftet i 1942 af brødrene
Flemming og Jep Petersen, og i løbet af
1960’erne blev virksomheden kendt for
appelsinkoncentratet Sunquick, som
tilfredsstillede tørsten hos et voksende
antal mennesker i først Mellemøsten
og siden i Asien, Afrika og Europa.
- I dag siger vi, at vi bringer et smil på
læben hos 10 millioner mennesker hver
dag, fordi det er det antal enheder, vi
sælger dagligt, siger Søren Holm Jensen
og lægger sit eget smil oveni.
PÅ FORKANT
På CO-RO’s hovedmarkeder i Mellemøsten og Asien er fokus på bæredygtighed endnu ikke nær så udtalt hos
forbrugere og myndigheder, og kravene
ikke så langt fremme som i Danmark
og EU, mener CO-RO’s direktør:
- Det stiller os naturligvis ringere i
konkurrencen med arabiske og asiatiske
virksomheder, hvis vi bliver presset for
hårdt af den danske og europæiske bæredygtighedsdagsorden, og derfor beder vi
om, at lovgiverne går forsigtigt frem. Men
i bund og grund betyder øgede krav til
bæredygtighed, at vi kommer på forkant
med en udvikling, som er på vej over hele
kloden.
Når det gælder sundhed, har forbrugerne på eksportmarkederne ligeledes
et andet fokus, og sukkerfri produkter
er ikke et afgørende tema. Men da alle
markeder oplever stigende problemer
med overvægt, oplever CO-RO, at der i
flere og flere lande indføres lovgivning,
som fremmer reformulering til mindre
sukkerholdige produkter.
Også her er CO-RO på forkant, idet
virksomheden allerede har introduceret
flere produkter med reduceret sukker
eller intet tilsat sukker, og i Danmark
sælges også læskedrikken MashUp,
der har et lavt kalorieindhold helt uden
anvendelse af kunstige sødestoffer.
CO-RO står bag en række brands, der er kendte i både Danmark og over 80 andre lande.
9